Highland Park
Highland Park er, foruden at være et af de førende skotske whisky distillerier, også det nordligst-placerede. Orkneyøgruppen er hjemmebanen for en af de mest populære og prisvindende spillere på nutidens Single Malt marked. Og med en interessant baggrund, fortryllende, unikke naturomgivelser, og en utrolig vellykket markedsføring er der nok at lade sig imponere af. Der er koldt på toppen og forklaringen om Highland Parks success bør og skal inkludere både historie, landskab og strategi.
På de utæmmede Orkneyøer, imellem knivskarpe klippekanter der rejser sig imod det klare hav findes de dyrerige marskområder, der strækker sig – siger nogle – som sovende hvaler. På øgruppens fastland finder du i midten kystbyen Kirkwall. Her levede i midten af 1600-tallet en mand med det skandinavisk-klingende navn Magnus Eunson. Han var en gudsfrygtig og velrespekteret mand i det lille lokalsamfund, kendt og respekteret for sine prædikener i kirken. Men om natten sneg han sig ud i en mørk fabrikshal for a skabe ulovligt aqua vitae – livets vand – bedre kendt i Skotland som whisky.
Historien hævder at han gemte sit lager af aftapninger under sin prædikestol. Men et skattefrit dobbeltliv i et lille lokalsamfund kan næppe vare evigt, så i starten af 1700-tallet blev der sat en stopper for den ulovlige whiskyproduktion. Landmanden David Robertson opkøbte i 1798 ejendommen og grundlagde officielt destilleriet Highland Park. Det blev i 1816 solgt videre, interessant nok, til samme betjent der var ansvarlig for nedlukningen af Eunsons nattelige foretagende. Han hed John Robertson og havde, sammen med en tidligere kollega, Robert Pringle, opnået en statsgodkendt whiskylicens. Fundamentet var på plads og nu skulle der for alvor laves whisky.
“…der skulle aftappes vikingeblod på flaske.”
Destilleriet gennemgik en mængde af overdragelser igennem 1800-tallet, og efter en større udvidelse blev de i 1937 overtaget af den daværende whiskygigant Highland Distillers, der foruden Highland Park er ejere af Macallan og Famous Grouse. Dette var en vigtig overdragelse der den dag i dag præger det nuværende udtryk af Highland Park. De blev nemlig senere opkøbt af Edrington Group, som besluttede sig for at intensivere markedsføringen af Highland Park på globalt plan. Det var ikke kun whisky, dette var Single Malt. Og ikke hvilken som helst Single Malt, for navnet skulle gøre indhug på et marked af veletablerede og ivrige konkurrenter.
Valget af det nye tema faldt på en vigtig fællesnævner i Orkney-befolkningens tidlige rødder og kultur. Så i Highland Park begyndte de igen at slibe klingerne, rejse sejlene og gøre runer; der skulle aftappes vikingeblod på flaske. Deres første udgivelse der blev klargjort til holmgang skulle naturligvis navngives efter jarlen af Orkney, Magnus Erlendsson, og i 2009 blev Highland Park Earl Magnus Edition One 15 Year Old Single Malt Scotch Whisky lanceret globalt. Den er i dag en vigtig flaske for et firma der siden har gået bersærkergang over hele kloden. For The Edrington Group har (per 2022) opnået en imponerede markedsandel på 4% af al skotsk whiskey der bliver handlet.
Highland Park er i dag et verdenskendt mærke, og den omfattende markedskampagne har i den grad hjulpet med at sprede ordet om den prisvindende whisky. I øvrigt er den nuværende globale Brand Ambassador pæredansk og hans navn er Martin Markvardsen.
Udvalget af Highland Park er i dag kendetegnet ved en mild røget smag og deres dedikering til modning på sherry-fade. De orkandiske landområder har nemlig bemærkelsesværdigt få træer, og derfor indeholder denne form for tørv en koncentreret forekomst af lyng, græs og urter. Smagsprofilen bag Highland Park er universel nænsom og nøje afstemt af lagringen, typisk på fade tidligere brugt til sherry. I Vaulten har vi allerede overgivet os og vikingerne fra Orkneyøerne har for længst slået sig ned på vores butikshylder.
Vi er meget glade for også at kunne dele indtrykket af Highland Park med dig! Klik her for at gå på vikingetogt i vores udvalg.